Kan vi bygge os til fællesskab?

At vi lever i en globaliseret og fragmenteret verden er old news. Vi skifter job, venner og partnere som aldrig før. Kernefamilien er afløst af 37 forskellige familieformer. Slut er det med det fasttømrede tilhørsforhold til kernefamilien, en bestemt socialklasse, lokalområdet eller nationen.

Egentlig er det ironisk. For går vi bare 100 år tilbage i tiden drømte mange om at slippe fri fra landsbyens kvælende overvågning. I dag er det lige omvendt. Nu tørster vi efter den form for forpligtende fællesskab, som det lille lokalsamfund også repræsenterer. Lige siden den sidste karl forlod slægtsgården, har vi forsøgt at genskabe landsbyfællesskabet på nye måder: I de almene boligselskaber, i folkeskolen, i foreningslivet og til parcelhuskvarterets vejfester. I landsbyklynger, inkluderende byrum og i bofælleskaber.

For nylig var boligminister Kaare Dybvad ude med meldingen om, at flere byggefællesskaber kan løse udfordringen med at skabe tilstrækkeligt med betalbare boliger. Og for tiden verserer debatten i Politiken Byrum om, hvorvidt byggede fællesskaber er noget private udviklere kan levere, eller om drømmen om fællesskabet blot bliver et tyndt lag fernis, man kan smøre ud over de sædvanlige standardløsninger. Kan fællesskab komme oppefra, eller skal det pinedød vokse ud af beboernes eget initiativ?

Fællesskab af nød eller lyst?

Fællesskab er blevet den drøm, som sætter retningen for vores byer og boliger, og ordet popper op i alt fra kommuneplaner til salgsopstillinger. Efterhånden er det næsten lige så brugt – og misbrugt – som bæredygtighed. Men mener vi det virkelig? Eller er fællesskab bare skalkeskjul for kommunale spareøvelser eller en måde at optimere kvadratmeter på? Er fællesskaber af nød eller lyst? Jeg tror det er både/og. Da vi for nogle år siden lavede en undersøgelse om baggrunden for den markante stigning i bofællesskaber viste det sig, at de fleste af os vælger fællesskabet, fordi vi gerne vil de sociale relationer.

Men det handler også om praktik og pragmatisme: I byen, hvor der mangler plads, og fællesskab og deleøkonomi bliver en måde at få mest muligt ud af de få ledige kvadratmeter på. På landet, hvor der bliver færre borgere og færre ressourcer, og vi derfor er nødt til at rykke sammen for at skabe tilstrækkelig med kritisk masse. Og i privatlivet, hvor vi mangler nogle at dele husarbejdet, børnpasningen og den daglige madlavning med.

Hvor meget vil du afgive for fællesskabet?

Indbygget i fællesskabet er også en række dilemmaer og faldgruber: For måske betyder de nye fællesskaber, at vi bare samler os i små enklaver med dem, der ligner os selv. Hvor går grænsen for det private rum? Hvor småt vi kan bo?

Syv pointer går igen, når jeg drøfter sagen med arkitekter, planlæggere, udviklere, boligforeninger og alle de andre, der lige nu eksperimenterer med, hvordan vi kan bygge os til fællesskaber og sammenhængskraft:

1. Helhedsorienteret planlægning er afgørende: Skal vi undgå at bo sammen i små enklaver, hvor naboens livssituation ligner vores egen 1:1, er der brug for helhedsorienteret planlægning. Derfor skal vi sørge for at blande boliger og byens funktioner, så vi naturligt kommer ind i hinandens områder.
2. Ikke kun top-down eller bottom-up: Det kræver ressourcer at bygge et fællesskab op fra bunden, og ofte ender fællesskabet med at være forbeholdt de ressourcestærke. Men ønsker vi reelt at bidrage til at løse samfundsmæssige udfordringer, som fx ensomhed, må vi sænke den sociale og økonomiske barriere for at være med. Ikke alle kan drive det selv.
3. Fælleskabsorienterede boligbyggerier skal være fleksible: Langtidsholdbare boligbyggerier skaber vi, når vi bygger til fælles aktiviteter og samtidig udvikler fleksible og forskelligartede boligtyper. Så vi kan blive i fællesskabet, men skifte bolig efter behov, når vi stifter en af de 37 nye familieformer, bliver skilt eller børnene flytter hjemmefra.
4. Skal vi dele eller selv have det hele? Fra Tokyo til London vokser tendensen med, at unge flytter sammen i fællesskaber, fordi det er så dyrt at få sit eget. Det sker ofte i byggerier, hvor den enkelte har meget lidt plads, hvor fællesarealer giver mulighed for samvær og ophold, og praktiske opgaver udliciteres til ansat personale. Så hvor meget plads vil vi give afkald på til fordel for fællesskabet? Og i hvor høj grad kan det professionaliseres? Det bør vi overveje.
5. Små greb har stor effekt: Fællesskabet opstår ofte i det små. Det kan være kvarterets fælles redskabsskur. Det kan være opholdsmuligheder i grænsen mellem det offentlige og det private. Eller det kan være en fælles svalegang, et vaskeri eller en reception, hvor man naturligt løber ind i hinanden. Det behøver ikke altid være stort, dyrt og komplekst at skabe fællesskaber.
6. Skal vi altid bygge nyt? Vi har en stor eksisterende bygningsmasse, hvor især de almene boliger er opført med fællesskab for øje. Men tiden er nok løbet fra fællesfaciliteterne, som de var engang. Derfor skal vi også transformere eksisterende boligområder, så de matcher vores ønsker til fællesskabet i dag. Så vi ikke altid skal starte på bar mark, men kan bygge videre på det vi har i forvejen.
7. Fællesskab er mere end fysik: Fællesskaber er også organisation. At nogen driver det – enten analogt eller digitalt. Fællesskab er ikke kun noget vi bygger fysik. Det kan være en fælles Facebook-gruppe, fælles opslagstavler og arrangementsudvalg, som kan bruges til at arrangere fx fællesspisning og loppemarked.

…Så ja, fællesskab sælger. Og ja, vi kan bygge os til det.

Men måske vi skal huske at spørge os selv hvorfor fællesskab, hvordan fællesskab og hvor lidt vi kan nøjes med at bygge?