Search icon
Tilbage til oversigt
Foto af Nina Mathiesen
Nyheder

Seneste nyt om bl.a. projekter, kampagner, begivenheder og jobmuligheder i BARK.

01.11.2021

Otte skarpe til Nina Mathiesen, adm. direktør i Cobe og ny i BARKs bestyrelse

Nina Mathiesen er adm. direktør i Cobe og netop trådt ind i BARKs bestyrelse. Hun er uddannet arkitekt, men har arbejdet med ledelse og udvikling af den danske tegnestue de sidste otte år. Hun dyrker det udogmatiske og de menneskelige relationer. Og så er hun optaget af den grønne omstilling og af at lytte før hun kommer med råd. Sådan kommer man længst, siger hendes erfaring. Mød det nye bestyrelsesmedlem her.

Hvad mener du er opskriften på en succesfuld virksomhed?
Jeg tror rigtig meget på, at motivation kan være en drivkraft til at skabe fantastiske resultater i en virksomhed. Og motivation skabes af mange forskellig ting. Jeg har i mit eget personlige virke fokus på menneskelige relationer. På faglig dybde. Faglige udfordringer. Højt ambitionsniveau og et godt arbejdsmiljø med en åben og uformel tone, hvor det er tilladt at lave fejl. Det er enormt vigtigt, at man ikke er bange for at kaste sig ud i nye ting – det gælder både på virksomhedsniveau og for den enkelte medarbejder.

Hvad motiveres du selv af?
Jeg brænder generelt for det byggede miljø og er stadig fascineret af den indvirkning, som de fysiske omgivelser har på os som mennesker og som samfund generelt. Men jeg er mere konkret optaget og motiveret af det kæmpe ansvar, der ligger hos alle os i værdikæden omkring det byggede miljø i forhold til at sikre den grønne omstilling. Det er faktisk noget af det, som jeg glæder mig til at samarbejde med BARK om.

Hvad kan BARK bidrage med i forhold til den grønne omstilling?
BARK kan gøre en forskel ved at løfte agendaen tidligt. Og ved at hjælpe kunderne til at løfte med på agendaen, og forstå vigtigheden af de valg de træffer. Det handler jo om, at vi alle tager ansvaret på os og er med til at skabe en verden, som er fremtidssikker. Det allervigtigste er, at ting vi bygger og ændrer, kan holde mange år, så vi ikke kommer til at bruge ressourcerne to eller tre gange. I virkeligheden drejer det sig om, at jeg synes man skal gøre sig umage og tænke langsigtet. Tiden for små dimser i plastik – som man kan smide ud, når man har brugt dem – den er slut.

Hvad vil du have fokus på i arbejdet for BARK rådgivning?
Jeg skal først og fremmest lære BARK bedre at kende, inden jeg beslutter mig for, hvad mit fokus skal være. BARK har et stærkt værdigrundlag og en stor faglig viden. Det vil jeg respektere og forstå, før jeg kommer med råd. Det er nok et generelt princip, at man skal starte med at lytte før man taler. Ellers kan man hurtigt komme til at fokusere på det forkerte.

Du kommer selv fra en tegnestue, der er vokset markant. Alligevel har du udtalt at vækst ikke er målet i sig selv. Vil du uddybe?
Man skal vækste fordi det giver god energi og mulighed for at gøre nye ting og skabe innovation. Men man skal gøre det gennem de rigtige projekter og opgaver, og ikke hvis man skal gå på kompromis med dét, man er sat i verden for. Organisatorisk kan der selvfølgelig være stordriftsfordele ved at være flere. Virksomheden få råd og plads til flere generalister, specialister og bedre support. Men man er nødt til at forholde sig til, hvad vækst betyder. Taler vi om større profit, større omsætning eller flere medarbejdere? Det er relevant at se på, hvilke nøgletal man måler sin vækst på, og nødvendigt at tale om, hvad der egentlig er målet.

Hvad kan BARK være sikker på at få med dig i bestyrelsen?
Jeg er udogmatisk, nysgerrig og direkte. Jeg har ingen forestillinger om, hvordan ting skal gøres. Jeg er åben over for, at der findes mange forskellige løsninger på det samme problem. Og så har jeg har en uformel tilgang til tingene og stiller gerne mange spørgsmål. En ting holder jeg dog på, og det er at handle i stedet for at snakke. Det er ikke ensbetydende med, at man skal stoppe med at tænke sig om – tænke skal man altid. Men man kan godt gøre ting, mens man beslutter.

Hvad forventer du at få med fra BARK?
Jeg glæder mig til at få en indsigt i fagligheder, som jeg ikke har kendskab til. BARK arbejder tværfagligt og har andre berøringspunkter med aktørerne i det byggede miljø end jeg selv har. Så jeg forventer at få nye perspektiver og spændende diskussioner, som jeg kan bruge og relatere til min egen forretning.

BARK arbejder jo bl.a. med udvikling af steder og elsker insider-tips. Du er vokset op i Sønderborg. Vil du slutte af med at dele dit bedste tip til din barndomsby?
Det helt særlige ved Sønderborg er nærheden til vandet, som bliver en hel naturlig del af hverdagen for dem, der bor der. Så alle, der kommer til Sønderborg, skal gå en tur lags vandkanten og opleve de mange forskellige situationer, som den byder på i en by som Sønderborg. Her har du adgangen til havet og stranden, du møder slottet, industrihavnen og det historiske centrum. Ved at gå langs vandet får du hele historien om Sønderborgs udvikling. Det er et godt sted at starte.

Kort om Nina Mathiesen

  • Navn                Nina Mathiesen
  • Alder                39
  • Stilling            Adm. direktør i Cobe         
  • Uddannet      Arkitekt
  • Født                 Sønderborg
  • Bopæl             I København
  • Civilstatus    Gift, to børn og et tredje på vej.
  • Fritid               Sommerhusentusiast. Jeg elsker København, men jeg elsker også at komme væk.