Landdistrikternes grønne frontløbere

Der er jo ikke noget galt med en ligusterhæk – mange af os er vokset op bag én – men Nordenskov er alligevel et frisk pust. For i den sydvestjyske landsby vidner parcelhuskvarterernes hækkeløse, lystigt slyngende småveje om, at en modernisering er i gang. Nordenskovs forhave-evolution er den mest synlige konsekvens af det grønne fællesskab, som beboerne har skabt omkring et stadigt mere presserende naturfænomen: Regn.

Historien kort: Efter lang tids lokal debat valgte Nordenskovs borgerforening med næsten 100 procent opbakning at afvise den kommunalt planlagte kloakseparation, og det betyder, at Nordenskov selv står for håndtering af regnvand. Det kaldes ”lokal afledning af regnvand” (LAR), og i praksis betyder det, at regnvandet nedsiver naturligt på stedet. Sammen med eget ansvar for at aflede regnvandet fik beboerne en pose penge, som flere brugte på at etablere regnvandsbede og nye forhaver og belægninger. Parcellernes afgrænsninger er derfor flere steder gentænkt og genopbygget, så de nu fremstår uden hække og med frit udsyn til naboer og fælles grønne arealer på villavejene.

Og resultatet? Ja, det gavner både den grønne omstilling og det lokale fællesskab. Nordenskov er et mønstereksempel på, hvordan et klima-initiativ kan sætte skub på lokal udvikling og livskvalitet. Indbyggertallet stiger, husenes liggetider falder, og folk er kommet tættere på deres naboer.

Det nære og det grønne

Nordenskov er langt fra det eneste sted i landet, der arbejder med grønne fællesskaber. Overalt bliver den grønne dagsorden afsæt for lokale ildsjæles initiativer – ikke mindst i landdistrikterne, hvor flere landsbyer går foran og skaber fælles grønne løsninger med afsæt i nogle af de potentialer, som findes i rigt mål, så snart man bevæger sig bare lidt væk fra de store byer: vind, vand, land og plads og fødevarer!

Fra Spjald til Broager Land, og fra Torup til Nordenskov står det klart, at den lokale virketrang og entreprenørånd spirer på landet. Både når det handler om afledning af regnvand, alternative energiformer, nye boformer, fødevarer, alternativ kollektiv trafik eller noget helt sjette.

Under arbejdstitlen Grønne Fællesskaber undersøger vi i BARK, hvordan grønne fællesskaber i landdistrikterne konkret kan tage sig ud. Undervejs har vi mødt projekter, der er vidt forskellige, men har det til fælles, at de gavner både det nære og det grønne og på sigt kan spille en rolle i kommunens branding udadtil. Projekter, som er vokset nedefra, men er understøttet eller båret frem fra kommunal side.

Grøn konflikt skaber lokal dynamik

Den fysiske, kulturelle og miljømæssige forandring, som et grønt fællesskab fører med sig, er opløftende. Men desværre vidner erfaringerne også om, at der kan være langt fra ide til realisering. Nogle gange meget langt. LAR-løsningen i Nordenskov har taget det meste af et årti at gøre til virkelighed. Et biogasanlæg, der bruger landmændenes gylle i Spjald, blev to år forsinket på grund af EU-forordninger. Og på Broager Land er landsbybussen stoppet for en tid, fordi der mangler penge til driften.

Potentialet er altså til stede, men det er udfordringerne også. Så hvordan kan kommunerne hjælpe landdistrikternes grønne fællesskaber endnu bedre på vej? Det er vi i fuld gang med at undersøge, men to aspekter træder frem: For det første skal man være klar over, at det ofte er en brændende platform – en uomgængelig eller i hvert fald stærkt motiverende omstændighed – der sætter skub i forandringen. Og for det andet skal man vide, at mange vilde ideer møder modstand i starten. Enten strukturel modstand, fordi national lovgivning og lokalt bureaukrati komplicerer projektet. Eller også en social og kulturel modstand, fordi ideerne synes lige lovligt radikale.

For mig at se er der ingen tvivl om, at vi netop har brug for de radikale grønne ideer, både lokalt, nationalt og globalt. Vi har brug for folk der udfordrer og undersøger nye muligheder og rammer, og vi har brug for den dialog, der opstår i mødet. Konflikt er ikke nødvendigvis farligt eller uønsket. For konflikt kan være dynamik og fremdriftens brændsel er nogle gange modstand.

Tankerne falder endnu engang på Nordenskovs ligusterhække. Her var LAR ideen, der indledningsvis blev mødt med skepsis, men siden er omfavnet og har skabt læring, både lokalt og blandt kommunens embedsfolk, som nu er i gang med at etablere flere LAR-baserede løsninger rundt omkring i kommunen.

Tre anbefalinger til grønne fællesskaber

I BARK er vi stadig i gang med at forstå, hvordan hækkene forsvandt i Nordenskov og forandringerne i alle de andre landsbyer, vi besøger. Vi er godt på vej, og vi glæder os til at dele ud af projektets resultater.

Tre tendenser træder dog frem allerede:

• Kommunal tilgængelighed: Ikke alle landsbyer rummer kompetencer, der formår at spille ind i de kommunale arbejdsgange. Så hvis kommunen ønsker at understøtte spirende grønne fællesskaber, bør man skabe en klar indgang og relevant adgang til de kommunale ressourcer, som kan hjælpe lokale ildsjæle på vej.
• Klar kommunikation skaber tillid: Organisering af landsbyer og grønne projekter er vidt forskellige. Men de er utvivlsomt mest succesfulde, når der er tillid mellem idéfolk, lokalbefolkning og kommunen, så der ikke hviskes i krogene. Herfra er anbefalingen derfor: kommuniker klart og kommuniker alt – både fra borgerforening og kommunalt hold.
• Bæredygtighed har flere dimensioner: Vi har selv kæmpet med ordvalg i vores projekt. Og om vi kan lide det eller ej, står det klart, at økonomisk bæredygtighed næsten altid har forrang; For at et bæredygtigt projekt kan bestå over tid, må man se helhedsorienteret på både de økonomiske, miljømæssige, kulturelle og sociale dimensioner.

Vores analyse om grønne fællesskaber på landet lanceres senere på foråret med et webinar. Følg med her på hjemmesiden eller på BARKs Facebook– eller LinkedIn-sider.

Foto: Anne Prytz Schaldemose