Dét, de unge vil have

Lige nu koger de sociale medier over om fravælgelsen af Radio 24/syv til fordel for ungdomsradioen Radio Loud. Ikke et ondt ord om den nye DAB-kanal, som har sat sig for at skabe et lydunivers, hvor de unge kan genkende ”sig selv, deres hverdag, livserfaringer og hverdag,” som det lyder i kanalens ansøgning, og det er al ære værd. Nemt er det dog ikke.

Men dette indlæg handler ikke om Radio Loud eller for den sags skyld om radiomediet. Det handler om byudvikling.

I princippet har de to ting ikke noget med hinanden at gøre – og dog. For uanset hvilken af de to verdener, man befinder sig i, findes der næppe nogen sværere målgruppe at få fat på end netop de unge. Og i BARK tror vi på, at det samme gælder for radioproduktion som for byudvikling: Nemlig at de unge er over alle bjerge, så snart de får færten af velmenende voksne med en færdig plan for rammer, indhold og aktiviteter.

Mens vi generelt er dygtige til at skabe steder og legepladser for mindre børn, har vi sværere ved at udvikle faciliteter, som vækker genklang hos store børn og unge. Ikke fordi de ikke bruger det offentlige rum. Det gør de til overmål og især i de større byer, hvor de har indtaget havnekajen, byggetomten og parkeringshuset med boombox, pizzabakker og klirrende plastikposer – ofte til frustration for børnefamilierne og de ældre generationer. De gør det bare på deres egne præmisser.

Build it and they will come?…Not so much.

Der er brug for en ’kælder’

Henover året har vi arbejdet indgående med at involvere børn og unge i udviklingen af en ny bydel i ét af Københavns nye kvarterer. Vi har talt med børn og unge, skoleklasser og fritidstilbud for at undersøge, hvad der skal til for at skabe et attraktivt kultur- og fritidsliv for netop denne målgruppe, og én ting går igen: Flere af de unge, vi har mødt, er tilflyttere fra forstæderne, og uafhængigt af hinanden fortæller de om kælderen i deres eller vennernes gamle hus, som var stedet, hvor de kunne hænge ud med vennerne i tryg afstand af de voksnes blikke.

I en tæt bebygget københavnerbydel er der ingen ’kælder’, man kan slå sig ned i, og kun få steder kan fungere som den øvebane for voksenlivet, unge mennesker har brug for. Det har fået mig til at tænke over, at vi skal blive bedre til at skabe byens pendant til kælderen. Ikke i bogstavelig forstand selvfølgelig, men som metafor for hygge, intimitet og energiudladninger uden løftede pegefingre. ’Kælderen’ er stedet, hvor man kan føle suset af frihed, samtidig med at ens forældre er trygge. Stedet, hvor man kan sidde lidt tæt eller larme, hvis det er det, man vil.

Det styrende princip for unges fritidsliv er nemlig ikke udbuddet af aktiviteter, men muligheden for at være sammen med gruppen. Er man ung orienterer man sig primært efter vennerne og det selvorganiserede samvær. Det får man i ’kælderen’, hvor man kan være i fred, fordi de voksne befinder sig et sted i periferien som en fjern, men tryg ramme om udfoldelserne.

Fem veje til mål

At overføre ’kælder-princippet’ til byudviklingen er nok en lige så svær opgave at løse, som at få unge til at investere i en DAB-radio, og der kan være mange veje til mål. Men fem overvejelser er værd at taget med:

1. Medejerskab er nøglen
   For det første skal vi undgå overprogrammerede bygninger og byrum. I stedet skal vi skabe muligheder for, at børnene og de unge selv kan indtage stederne og være aktive medskabere af dem. Og der skal være plads til, at de kan definere og sætte deres præg på stedet.
2. Store børn leger også
   Selv om de kalder det for noget andet, gider unge godt at lege. Men de gider ikke være, hvor de mindre børn er. Derfor skal vi skabe rum, som specifikt er målrettet de store børn og unge, hvor man både kan hænge ud og bruge sin krop, fx til at klatre, danse eller stå på rulleskøjter.
3. Gruppen kommer først
   Som sagt orienterer store børn og unge mennesker sig ikke efter aktiviteten, men efter gruppen, og de organiserer deres samvær via Messenger- og Snapchat-grupper, ofte med flere hundrede medlemmer. Derfor skal mødesteder være store og rummelige nok til, at man kan mødes i store grupper og på tværs af skoledistrikter og kommunegrænser.
4. Er der en voksen til stede?
   På den anden side: Selv om mange unge krymper sig ved tanken om, at andre skal tilrettelægge deres fritid for dem, er virkeligheden ikke sort/hvid. Flere unge, særligt fra udsatte boligområder, efterspørger voksenkontakt i form af kompetente rollemodeller, der står ’klar i kulissen’ med gode råd, vejledning og lektiehjælp. Det skal vi også huske, når vi udvikler byen eller fritidsfaciliteten.
5. Fællesskab med voksne
   Og ikke mindst viser vores undersøgelse heldigvis også, at større børn og unge ikke kun vil være i fred, men også gerne vil være sammen med voksne om fælles interesser eller en praktisk aktivitet. Ungdomsklubber kan derfor med fordel kombineres med værksteder eller andre foreningsbaserede aktiviteter, der både henvender sig til unge og lokalområdets voksne og giver mulighed for udveksling af viden, hjælp og erfaringer.

Så altså: Byudvikling til unge, udklækket af voksne? Ofte bliver det et stort nej tak. Til gengæld kan vi voksne gøre et ægte forsøg på at forstå, hvad børn og unge ønsker sig af deres by og måske endda slække lidt på kontrollen.

Det handler om at skabe mødesteder, men det handler også om at understøtte spirende fællesskaber blandt både børn, unge, voksne og ældre. For den gode by for børn og unge er også den mangfoldige by, hvor der er plads og rum til, at man mødes på tværs af interesser og generationer. Lidt ligesom god radio.

Foto: By og Havn