
Seneste nyt om bl.a. projekter, kampagner, begivenheder og jobmuligheder i BARK.
Byudvikling i Nakskov skal inspirere hele landet
Initiativet Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune om at udvikle Nakskov. Et ambitiøst udviklingsprojekt der vil sende den gamle købstad og levende industriby godt ind i fremtiden.
Visionen er en langsigtet positiv udvikling af Nakskov med turisme som løftestang. Nakskov skal være en levende og attraktiv by for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende og en stærk hovedby, der skaber vækst og udvikling til gavn for hele Lolland.
Nakskov har unikke fordele og aktiver, der kan bruges som løftestang for ny udvikling. For eksempel en enestående fjordnatur, en historisk bymidte og en rå og levende erhvervshavn.
Partnerne har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet. BARK har lavet den strategiske udviklingsplan, som ligger til grund for initiativet.
Byfond på vej
Helt konkret skal Nakskov 2030 bane vejen for, at de historiske huse i Nakskov skal renoveres og for nye byrum og bedre forbindelser til havnen. Beboere og besøgende vil desuden få adgang til flere oplevelser på vandet. Det er i høj grad op til lokale kræfter at definere og konkretisere de projekter, der skal have støtte fra partnerskabet i løbet af de næste fem år.
De mange ambitioner i partnerskabet bliver ikke realiseret på en eftermiddag – men i 2020 bliver der iværksat flere konkrete initiativer, heriblandt en byfond, som lanceres til sommer, hvor borgerne kan søge støtte til at sætte bykernens fredede og bevaringsværdige bygninger i stand. Senere på året åbner også en eventpulje.
Nakskov 2030 er lanceret den 2. april – en festlig og folkelig markering i byen er dog udskudt til senere på året på grund af den aktuelle coronasituation.