Seneste nyt om bl.a. projekter, kampagner, begivenheder og jobmuligheder i BARK.
BARK på Kulturmødet: Hvem har retten til byen?
København har ikke altid været den velfungerede by med grønne åndehuller og populære mødesteder, som vi kender den i dag. Byens rum er over tid blevet skabt og defineret af kampe og forhandlinger mellem mennesker og modsatrettede interesser. Staten vs. folket. Unge vs. gamle. Rige vs. fattige. Og det etablerede vs. det autonome.
I dag går anden del af Kulturmødet Mors i luften, og denne gang sker det digitalt – mere end 80 samtaler, paneldebatter, kunstøjeblikke samt podcastproduktioner om kultur er på programmet.
BARK er også med: Sammen med Lokale og Anlægsfonden og med bidrag fra Københavns Museum og Frederiksbergmuseerne deltager vi med podcastserien ‘Retten til byen’.
Podcastserien undersøger, hvad de forskellige byrum siger om den tid, de er skabt i, og hvem der egentlig har retten til byen. Gennem tre afsnit ser vi nærmere på tre forskellige typer byrum: det kommercialiserede byrum, frirummet for de unge og det rekreative byrum.
Tre byrum, tre kampe
Podcastserien består af tre afsnit. Mens første afsnit sætter fokus på turismen i byen, og hvorfor de lokale ofte forsvinder, når turisterne kommer, handler andet afsnit om Dronning Louises Bro, som er indtaget af unge mennesker og meget mere end blot forbindelsen mellem to bydele. Og ikke mindst undersøger vi i tredje afsnit, hvordan brugen af grønne og rekreative rum har ændret sig fra borgerskabets promenadekultur til nutidens fokus på kroppen og fysisk aktivitet.
‘Retten til byen’ er produceret af Filt Cph med BARK som faglig redaktør.
Find podcastserien på din foretrukne podcastapp eller her.