Naturturisterne kommer – så hvad nu?

At finde sig til rette i et andet miljø, end det man er vant til, er svært. Det fik den gamle almue at føle, da de i midten af 1800-tallet flyttede mod København og måtte tilegne sig et hav af nye kompetencer: At færdes henover åbne pladser uden at blive grebet af angst. At køre i omnibus uden at glo hæmningsløst på de andre passagerer. Og at bruge byens parker uden at trampe blomsterbede ned, smide affald eller bruge kæderne mellem de små jernpiller til at gynge på. Kort sagt: Dannelse.

Mødet mellem nye og gamle københavnere skabte konflikt. For nu skulle de bevæge sig rundt i det samme offentlige rum uden at gå hinanden på nerverne. Nemt var det ikke. I dag er det lige omvendt. Nu er det ikke længere byen, vi skal lære at navigere i, men naturen. Og også her opstår sammenstød mellem nye og mere erfarne naturbrugere og mellem forskellige gruppers meget forskellige behov.

Cold is the new hot

Naturturismen er i hastig vækst, og med interessen følger en ny type turist. Hvor det før var den fugleinteresserede lokale beboer, der tog på fjeldet, har storbybeboere fra hele verden fundet spejderudstyret frem. De vil vandre, klatre og opleve nordlys, stjernehimmel, vulkaner og vadehav.

Men på samme måde som da almuen mødte storbyen, fører storbyboerens møde med naturen nye udfordringer med sig. For de nye naturturister ved ikke nødvendigvis, at der er koldere på toppen end i dalen. Måske vover de sig ud på stejle klippeafsatser med selvbevidste smil og selfiestang. Eller drager på tur i farligt vejr uden vand og madpakke.

I Norge og Island tog de dyre redningsaktioner overhånd, så i dag har man flere steder ansat stipatruljer, der guider og hjælper turisterne, inden de kommer i vanskeligheder. Så vidt er vi ikke i Danmark endnu. Men vi døjer med trængsel og nedslidning af de mest populære naturperler, dyrelivet er under pres, og forskellige grupper har det svært med hinanden, efterhånden som naturen også er blevet en populær arena for sport: Fuglekiggerne er imod surferne. Vandrerne er sure på mountainbikerne.

Wayfinding i det vilde

På tværs af Norden er udfordringen den samme: Turisterne bliver stadigt flere. Så hvordan beskytter vi naturen, samtidig med at vi skaber de bedste muligheder for at opleve den?

I den seneste tid har vi i BARK arbejdet en hel del med netop denne problemstilling. Meget tyder på, at nogle af problemerne kan afhjælpes gennem mere personlig formidling, wayfinding og en styrket rekreativ infrastruktur. Og ikke mindst gennem samarbejder og partnerskaber, som inddrager de lokale beboere og turismevirksomheder. Så de føler et ejerskab til udviklingen og hjælper med at passe på det sted, der udgør deres levebrød (turismevirksomhederne) og ikke føler, at deres hjem bliver gjort til en forlystelsespark (beboerne).

Tre råd, der virker

Det betyder for det første, at vi skal drosle ned for QR-koder og apps og i stedet satse på flere frivillige eller professionelle guider og dygtige naturvejledere, som med kløgt og begejstring formidler stedets kvaliteter. Personlig formidling styrker oplevelsen og de besøgendes viden, så de kan være med til at værne om den natur, de kommer for.

For det andet skal vi arbejde aktivt med nye typer af stier, ruter og wayfinding. I dag er de fleste stier i naturen lagt an til gavn for den stille naturbruger, men måske skal der være plads til flere måder at opleve den på? Gode stier og ruter kan sørge for, at brugerne inviteres til at gå rundt om bronzealderhøjen i stedet for at gå henover den og slide den ned. Og de kan sikre, at vandrere, trailrunnere, ryttere og mountainbikere kan udfolde sig i naturen uden at komme i konflikt med hinanden.

Og for det tredje skal vi huske på, at omkring 70% af de besøgende i naturen stadig bare gerne vil gå en tur. Og derfor er der brug for at styrke den umiddelbare adgang til landskabet. Når de træder ud af deres sommerhus eller hotelværelser, skal de kunne træde direkte ud i naturen og gå den lille rundtur frem for at først at skulle køre efter oplevelsen eller gå langs en asfalteret landevej.

Det handler altså ikke om at produktgøre naturen gennem dominerende indgreb, men om at skabe de bedste forudsætninger for at give folk adgang til den – og samtidig tage vare på den. For turisterne kommer uanset hvad.

Dengang i 1800-tallet, da København blev en storby, var byens parkanlæg omkranset af høje mure. Ved hver indgang stod en vagt posteret, som sørgede for, at kun pæne folk kom indenfor. Da murene faldt, skulle alle københavnere opdage, hvordan de kunne bruge parkerne som rekreative fristeder, men med respekt. Det samme skal vi lære at gøre med naturen.