Når alt forskubber sig – hvad skal vi så holde fast i?

Det rykker under fødderne. Krigen er vendt tilbage til Europa, alliancer smuldrer, og det, vi troede var stabilt, virker pludselig porøst. I en ny verdensorden, står spørgsmålene i kø: Hvad står vi på? Og hvem hjælper os med at forstå?

Måske er det derfor, vi flokkes om fortiden for tiden. Landets krigs- og forsvarsmuseer melder om et boom, og bunkere, forter og koldkrigsanlæg er igen blevet akutelle. Det giver mening, for museerne tilbyder noget særligt: De kan stille spørgsmål, vi selv har svært ved at formulere, og minde os om, hvad vi har på spil.

Ikke fordi museerne giver os de endegyldige svar, men fordi de kan åbne for ny indsigt, perspektiv, refleksion og samtale. For selv om mange af de problemer, vi står med i dag, nok føles nye, rummer de også mønstre og dilemmaer, som er set før. Historien gentager sig ikke, men den rimer, og det kan museerne hjælpe os med at begribe – på mindst tre måder:

Fra kold krig til brændende spørgsmål

Ja, for det første museerne hjælpe os med at forstå, hvad krisebevidsthed betyder.

Tag nu for eksempel Den Kolde Krig. Fra engang i starten af 90’erne, troede vi på, at freden var kommet for at blive – i hvert fald i vores egen baghave. Koldkrigsforter som Regan Vest, Langelandsfortet og Stevnsfortet lukkede og blev til museer. Kollektivt åndede vi lettet op og talte begejstret om globalisering, markedsøkonomi og “historiens afslutning”.

Vi var længe om at indse det, men i dag ved vi, at den tid nu er forbi. I denne uge besluttede NATO-landene at geare deres beredskab til 5 procent, og samtaler om beredskab, forsvarsvilje, forsyningssikkerhed og køb-køb-køb fylder alle flader. Men ved vi, hvad vi skal stille op, hvis krisen rammer sådan for alvor? Ved vi, hvad vi kan forvente af staten, og hvad vi selv skal kunne? Hvad gør vi, hvis strømmen går og ikke kommer tilbage? Og hvor meget er vi villige til at ofre?

Museerne rummer en guldgrube af viden og fortællinger, som kan hjælpe os til at reflektere over netop de spørgsmål.

Det handler ikke kun om gamle voldanlæg og forter, men om hvad de var til for, og hvad vi kan lære af dem i dag. Fra de gamle koldkrigeres minutiøse beredskabsplaner til Harald Blåtands befæstning af grænsen mod syd og nutidens diskussioner om NATO, grænseværn og hybridkrig.

Museet som åndeligt beredskab

For det andet kan museerne gøre os bevidste om, hvad vi har på spil.

En hurtig Google-søgning viser, at ordet ’oprustning’ fylder stadig mere i mediernes spalter. Debattørerne bruger ordet lidt i flæng. Nogle gange handler det om materiel og mandskab, andre gange om behovet for såkaldt åndelig oprustning – i form af moralsk mod og ansvar og behovet for at søge tilbage mod fælles europæiske værdier, dannelse og identitet. For hvad kæmper vi egentlig for? Hvad har vi kært? Hvad er vores værdier, og hvor kommer de fra?

Det kræver måske en nytænkning af dannelsesbegrebet, og at museerne styrker deres rolle som rum for viden, samtale og refleksion. Mange er allerede i gang med at tage denne rolle på sig. Ikke ved at komme med alle svarene, men ved at stille de spørgsmål og invitere os til at tænke højt sammen. Det kunne jeg godt tænke mig endnu mere af. Og personligt drømmer jeg om, at flere museer vil åbne sig endnu mere mod det omgivende samfund. Ikke nødvendigvis politisk, men som engagerede stemmer, der deltager i debatten og formidler historiens dilemmaer. Hvorfor handlede man, som man gjorde? Hvad ville vi selv have gjort? Hvordan starter og slutter konflikter, og hvad følger derefter?

Forandring er mulig

Og for det tredje minder museerne os om, at intet varer evigt, heller ikke konflikter.

For tiden arbejder vi i BARK med projekt Gribshunden – et dansk kongeskib med rødder i svenskekrigene. Og her bliver det tydeligt, hvordan fortællinger over tid kan skifte karakter. Det, der gennem århundreder var et blodigt fjendskab, kan udvikle sig til samarbejde og samhørighed. Fjender kan forbrødres, og broer kan bygges, både kulturelt, men også fysisk hen over Øresund.

Gribshunden er blot én historie blandt mange flere fra historien, der ikke blot fortæller om det, vi kommer fra, men også åbner for, at nyt kan ske. Og minder os om, at hvis vi formår at sætte vores lokale, regionale og europæiske historier i spil, kan vi også skabe en forbindelse mellem fortidens erfaringer og de store spørgsmål i vores egen tid. På den måde kan museerne blive steder, hvor vi ikke bare genkender os selv, men også finder retning.

Et sted at stå

I en tid, hvor de tektoniske plader forskubber sig, og de gamle alliancer smuldrer, har vi mere end nogensinde brug for steder, der rækker længere end den seneste nyhedsopdatering.  Museerne rummer erfaringer, der kan nære håb og fremkalde handlekraft, og de kan bringe historien i spil på en måde, der gør os lidt mere nuancerede, lidt mindre skråsikre. Og måske lidt mere parate.

Det er ikke småting. Det er dannelse for en ny verdensorden.

Foto: Daniel Rasmussen, Wonderful Copenhagen