
Seneste nyt om bl.a. projekter, kampagner, begivenheder og jobmuligheder i BARK.
Landskabsarkitekt Kristian Langæble er ny rådgiver i BARK
Kristian er et kendt ansigt i BARK, hvor han de seneste to år har bidraget til bl.a. Foranalyse af Hærvejen, publikationen Grønne fællesskaber som udviklingsstrategi, kampagnen Underværker og en Idræts-, fritids- og kulturplan for Køge Nord. Kristian har desuden løftet formidlingen af en lang række projekter med sine stærke grafiske og visuelle kompetencer.
”Kristian har en vanvittig spændvidde og løfter alt fra naturgenopretning og bygningsarven til animationer og opsætning af publikationer. Altid med en stor ro omkring sig. Han har blik for både fagligheden i og formidling af de projekter, vi involverer os i,” fastslår Kirstine Cool, konstitueret direktør i BARK rådgivning.
Kristian bliver ved årsskiftet uddannet som Msc in Landscape Architecture. Han er netop nu ved at lægge sidste hånd på specialet, hvor han har undersøgt, hvordan naturgenopretning kan gå hånd i hånd med udvikling af lokal stedsidentitet, kulturarv og menneskers tilknytning til naturen. Genstand for undersøgelsen var genopretningen af Filsø ved Henne og genetableringen af Vester Nebel Å ved Kolding.
Gennem sin uddannelse har Kristian i øvrigt haft fokus på, hvordan vi i Danmark kan bruge landskabsarkitektur og naturbaserede løsninger til at fremtidssikre vores byer mod klimaforandringer og skabe grønne udendørs rum, der forbedrer den mentale og fysiske sundhed.
Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet. Velkommen til Kristian.

Vicedirektør
+45 2534 2725
kirstine@b-a-r-k.dk