Vi skriver om det felt, vi arbejder i. Fra byudvikling og planlægning til alternative boligtypoliger. Og fra natur- og friluftsliv til borgerinddragelse og museer.
Evaluering hjælper forandringsprojekter på vej
Rapporten ’Fonde og systemforandring’ har netop slået fast, at ’evalueringen’ er ét af seks helt centrale værktøjer i indsatser, der vil skabe forandringer. Fra mere end 15 års arbejde med små og store forandringsprojekter i det byggede miljø, kan vi skrive under på, at evalueringen uden tvivl er en løftestang for bedre projekter og større impact.
I BARK har vi længe arbejdet med evaluering som en grundsten i vores rådgivning til fonde og andre organisationer, der arbejder helhedsorienteret i længerevarende indsatser. Vores arbejde tæller procesevalueringer og effektevalueringer af alt fra bymidtefonde og ildsjæles byggeprojekter til udviklingen af friluftspavilioner og gamle gymnastiksale.
På tværs af evalueringsdesigns og genstandsfelter, ser vi særligt tre grunde til, at evalueringen er vigtig, når vi vil skabe forandringer i samfundet:
# 1. Tilpasning til en dynamisk virkelighed
Virkeligheden udvikler sig sjældent præcis som forventet. Indsatser, særligt dem der sigter mod reel adfærdsændring og systemforandring, skal derfor tilpasses undervejs for at få effekt. En løbende evaluering giver mulighed for at opdage udfordringer eller nye behov, så projektets virkemidler kan justeres og forblive relevante og effektive.
Netop denne tilgang til evalueringen som styringsværktøj bruger vi sammen med DIF og Friluftsrådet, der udvikler en række nye friluftspavilioner til børn og unge. Evalueringen følger projektet fra start til slut og har allerede i den indledende udviklingsfase givet værdifulde indsigter i forhold til processen og inddragelsen af brugerne i projektet.
# 2. Styrket læring og videndeling
En kontinuerlig evaluering skaber ikke bare data, men også en platform for læring og videndeling. Evalueringer kan afdække gode praksisser, som andre projekter kan drage fordel af, og de kan identificere strategier og virkemidler, der ikke havde den ønskede effekt. Det gør evaluering til en essentiel del af vidensopbygningen – ikke bare i projeket, men i sektoren eller feltet, hvor andre kan blive inspireret til at tilpasse deres metoder.
Denne måde at arbejde med evalueringer på. har vi bl.a. brugt i vores midtvejsevaluering for partnerskabet bag Gamle Gymnastiksale – Nye Muligheder. Her gav evalueringen partnerskabet mulighed for at formidlle vigtig læring om greb og organisering ud til kommunale og private bygherrer og rådgivere.
# 3. Øget transparens og effekt af investeringen
Løbende evaluering styrker transparensen og gør det muligt at redegøre for, hvordan midlerne bruges og hvilken forskel, de gør. Samtidig kan en slutevaluering dokumentere jeres resultater og vurdere effekten for brugere og steder. Dette er ikke bare vigtigt for eget omdømme, men også for at sikre fortsat støtte og engagement fra både donorer og brugere.
Dét har vi bl.a. set i udviklingsprojektet Nakskov 2030, hvor vi har hjulpet med en evaluering af Nakskov Bymidtefond. Ved at dokumentere byfondens effekter for turisme, indbyggertallet og private investeringer, har Nakskov 2030 fået viden i hånden, som de kan kan bruge i dialog med interessenter og samarbejdspartnere om nye ansvarlige tiltag i byen.
Byg videre på det der er
I vores øjne er evalueringen samlet set en essentiel del af at sikre, at forandringsprojekter lever op til deres potentiale. Den kan være forskellen på succes og fiasko. Derfor vil vi afslutningsvis slå et slag for at flere benytter sig af evalueringen som styringsværktøj og redskab til at skabe forandringer i det byggede miljø.
Vi skal i det hele taget være omhyggelige med at samle op på viden og gøre brug af den i nye indsatser, når vi står over for skulle omstille det byggede miljø til fremtiden og fællesskabet. Vi er nødt til at bygge videre på alt dét, der er, og alt det gode der bliver gjort, når vi sammen finder løsninger på verdens vilde problemer.
Brug for hjælp?
Foto: Fra inddragelsesprocessen omkring friluftspavilionerne, som BARK Rådgivning evaluerer for DIF og Dansk Friluftsråd. Centralen i Roskilde. Kreditering, BARK Rådgivning
Vil du vide mere om evaluering?
Antropolog og seniorrådgiver
+45 2091 7112
susanne@b-a-r-k.dk
Seniorrådgiver og cand. soc.
+45 3125 3850
michael@b-a-r-k.dk