Den nye generation taler: Marcus Leth Møller om retten til byen i praksis

Interview med Marcus Leth Møller, rådgiver og antropolog med speciale i by og plan

Midt i det industrielle landskab på kanten af Ydre Nørrebro ligger KTK-grunden – bedre kendt som Bolsjefabrikken. En tidligere industrigrund, hvor beboere og besøgende i årevis har skabt liv med enkle greb og få midler – men med stor betydning.

I dag er området under forandring, og det rejser et centralt spørgsmål: Hvordan bevarer vi de uformelle rum, hvor mennesker bliver reelle medskabere af byen, når byudviklingen rykker ind med et ønske om at skabe plads til nye brugere og funktioner? Netop dét har BARK-rådgiver Marcus Leth Møller undersøgt i specialet “Retten til byen i det vage rum: et kvalitativt casestudie af KTK- grundens rumlige forhandlinger”.  Her deler han sine vigtigste indsigter.

Siden 1968 har store teoretikere som Henri Lefebvre og David Harvey talt om “retten til byen” som en menneskeret med betydning for både individ og fællesskab. Marcus, hvad viser dit casestudie om værdien af, at borgere kan være med til at udvikle byen direkte?

Marcus Leth Møller: ”KTK-grunden er et godt eksempel på, hvad der sker, når borgere får reel mulighed for at skabe byen selv. Når jeg blev interesseret i netop KTK-grunden er det, fordi der er tale om et funktionstømt industriområde, som over tid er blevet formet af ildsjæle, kulturelle og subkulturelle aktører. Fordi der var et fravær af formel planlægning og programmering kunne de skabe et spillested, et ungdomshus og værksteder til kreative kræfter. Skaterne har bygget deres egne ramper, parkourudøverne har konstrueret en hjemmelavet bane. Det brugerskabte, det uformelle og dét, at der ikke fra start lå en fast plan fra kommunen, har gjort KTK-grunden til et værdifuldt kulturmiljø i København.”

Mange uprogrammerede byrum bliver pressede, når byudviklingen banker på. Det gælder også på KTK-grunden, hvor der netop nu skyder en ny specialinstitution for børn op som svar på et kommunalt behov for flere pladser. Hvordan kan kommuner passe på byernes identitet, åndehuller og borgerskabte kvarterer, når der bliver behov for at inddrage arealer til f.eks. velfærdsopgaver?

Marcus Leth Møller: ”Det er et problem mange kommuner kæmper med – og særligt i de store byer, hvor der er kamp om kvadratmeterne. Jeg tror, der er en god læring i at lade sig inspirere af Københavns Kommune, som med udpegningen af kreative zoner, gør det muligt at bevare selvgroede miljøer med fleksible og økonomisk overkommelige lejemål. For KTK-grunden betyder udpegningen helt konkret, at området har fået status som bevaringsværdigt og er blevet delvist udlagt til kreativ zone med en lav bebyggelsesprocent. På den måde kan de kreative kræfter og nye funktioner og boliger forhåbentlig finde en måde at sameksistere på.

Har KTK-grunden værdi for andre end dem, der selv har været med til at udvikle kvarteret?

Marcus Leth Møller: ”Ja, helt klart. Jeg har interviewet både lokale borgere og gennemgået utallige høringssvar og politiske referater, og der tegner sig et helt klart billede af, at der med KTK-grunden er skabt et kulturelt kraftcenter med værdi for hele byen. Stedets udadvente funktioner og foreninger bidrager til et levende og mangfoldigt byliv, men har også skabt en helt særlig identitet i kvarteret, et socialt åndehul. Det er også årsagen til, at en del af grunden er udlagt til kreativ zone i Kommuneplan 2024 og udpeget som et særligt værdifuldt og bevaringsværdigt kulturmiljø i kølvandet på Københavns Kommunes Byens Sjæl-Kampagne.”

Hvordan ser borgene på bydelens nye status som kreative zone?

Marcus Leth Møller: ”For nogle af aktørerne på grunden opleves det som en slags “fredning” af deres aktiviteter – en form for tryghed. For andre vækker det bekymring for, at det uformelle og spontane kan blive tæmmet af nye rammer. Men helt generelt viser mit casestudie dog, at der både blandt ildsjæle og foreninger hersker en udbredt pragmatisk tilgang til udviklingen. Min hypotese var egentlig, at jeg ville møde aktivister i åben kamp med systemet og den nye specialinstitution, men billedet var langt mere nuanceret. Mange af de daglige brugere har accepteret at forandring er uundgåelig og arbejder i stedet for at bevare stedets særlige ånd og finde måder at sameksistere på gennem handling og praksis”.

Hvad kan borgerne selv gøre for at fastholde retten til byen og beskytte de uprogrammerede bydele?

Marcus Leth Møller: ”Her bliver svaret lidt paradoksalt – formaliser det uformelle! Mit casestudie viser i hvert fald, at en formel organisering kan være en overlevelsesstrategi for de uformelle aktører. På KTK-grunden har flere aktører valgt at organisere sig i Ragnhildgadefonden, som driver området som en kulturel og socialøkonomisk platform. Det har gjort dem i stand til at tale med én stemme og blive en legitim part i dialogen med kommunen. Samarbejdsviljen betaler sig:  For den konstrukive dialog er en del af årsagen til, at de aktører, der er gået sammen i Ragnhildgadefonden, nu er nu omfattet af kommunens kreative zone. Pointen? Byens uformelle miljøer kan kun overleve i det lange løb, hvis de formår at stå sammen og organisere sig.”

Hvad kan andre kommuner  lære af dit casestudie?

Marcus Leth Møller: ”Mit bedste råd er at planlægge med – ikke for – byen. Når borgerne får lov til at tage initiativ og præge deres omgivelser, kan der opstå levende og værdifulde bydele. Det kræver, at kommunerne skal turde give plads, og borgerne skal turde tage den. Og så kræver det dialog og balancegang. For det er dér, hvor der bliver både lyttet og talt sammen, at fælles veje kan findes. Og det er dér, hvor uformelle initiativer møder en vis grad af struktur, at der skabes bæredygtige rammer for medskabelse og byliv.”

——-

Om Marcus Leth Møller Marcus Leth Møller er bachelor i antropologi fra AU og cand. soc. i By & Plan fra RUC og arbejder som rådgiver i BARK. Hans speciale “Retten til byen i det vage rum: et kvalitativt casestudie af KTK- grundens rumlige forhandlinger“ undersøger, hvordan uformelle byrum bidrager til byliv, medborgerskab og planlægningspraksis.

Om specialet

Specialet baserer sig på en kombination af kvalitative metoder og dokumentanalyse:

• Dokumentanalyse af gamle og nye lokalplaner, kommuneplaner, kvarterplaner og evalueringer udarbejdet af Områdefornyelsen.
• Gennemgang af referater og dagsordener fra møder i Nørrebro Lokaludvalg, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Borgerrepræsentationen.
• Analyse af 28 høringssvar indsendt i forbindelse med lokalplansforslaget for KTK-grunden.
• Opslag og kommentarspor fra forskellige aktørers Facebooksider, herunder Nørrebro Lokaludvalg.
• Fem semistrukturerede interviews med brugere og lokale aktører på KTK-grunden, en nabo og repræsentanter fra Nørrebro Lokaludvalg og Områdefornyelsen ved Skjolds Plads.
• Deltagerobservation og uformelle interviews ved tre nøglebegivenheder på KTK-grunden.